


|
Formål Formålet med denne gravjagtprøve er at vurdere de deltagende hundes arvelige og tillærte evner for anvendelse til praktisk gravjagt på ræv.
Gravens udformning Der er vide rammer for prøvegravens udformning og materialevalg. Gangenes indvendige mål skal generelt være mellem ca. 18 x 18 cm og 20 x 20 cm. Ræven placeres i en fast eller drejbar kedel, som har forbindelse med to eller tre gange. Alle gange, som fører til ræven, forsynes med forhindring bestående af vandret eller lodret nåleøje, eller lodret spring. Der placeres ikke mere end en af hver type forhindring i prøvegraven. Lodret og vandret nåleøje er ca. 30 cm langt med indvendigt mål på 13 x 17 cm. Mellem nåleøje og kedel med ræven skal prøvegraven udformes således, at hunden har mulighed for at vende. Lodret spring udføres fra brønd med ca. 50 - 60 cm vandrette mål, højden fra brøndens bund til gangens bund er ca. 60 cm. I en af de gange, som ikke fører direkte til ræven, kan der udføres alternative forhindringer. Der skal altid være gafler mellem hund og ræv. Gaflerne kan udføres af træ, plast eller stål, og de skal udformes således, at de forhindrer direkte kontakt mellem hund og ræv.
|
|
Generelle bestemmelser Det er på alle måder på eget ansvar og risiko at lade sin hund deltage i denne prøve.
Hunden skal på prøvedagen være mindst et år gammel, og den skal have deltaget i Jack Russell Terrier Danmarks gravoplæring med resultatet ”bestået”.
Efter dommerens inspektion og godkendelse af prøvegraven placeres ræven i kedelen.
Dommer og stævneledelse skal sikre sig, at ræven behandles etisk og lovgivningsmæssigt korrekt.
Ræven må maksimalt opholde sig 1 time i prøvegraven, og denne tid forkortes på varme dage, eller hvis ræven udsættes for en særlig aggressiv hund.
Prøvens gennemførelse Hunden slippes på dommerens anmodning.
Føreren skal under hele prøven forholde sig i ro i nærheden af indgangen til graven, med mindre dommeren oplyser andet.
Ved anvendelse af gravtype med drejelig kedel skal dommeren betjene kedelen på en måde, som ikke påvirker hundens arbejde.
Prøven afbrydes for hunde, som ikke har fået kontakt med ræven i løbet af 3 minutter, og prøven kan maksimalt strække sig over 15 minutter.
Bedømmelse og præmiering Dommerens skriftlige beskrivelse af hundens arbejde og pointtildeling fordelt på de tre bedømmelseskriterier ”jagtlyst og mod”, ”taktik og bevægelighed” og ”helhedsindtryk” udleveres til føreren ved prøvedagens afslutning.
Der kan tildeles fra 0 – 25 point i hvert af de tre bedømmelseskriterier. Samlet pointsum på 30 – 44 giver 3. præmie, 45 – 59 point giver 2. præmie og 60 – 75 point giver 1. præmie.
Under bedømmelseskriteriet ”jagtlyst og mod” lægges der vægt på, at hunden målbevidst passerer forhindringer for at komme frem til ræven, hundens skarphed, hvor tæt på ræven den angriber, og hundens evne til at fastholde sine angreb. Hunden skal have angreb af passende styrke og varighed for at opnå 15 – 25 point.
Med hensyn til bedømmelseskriteriet ”taktik og bevægelighed” lægges der vægt på hundens udnyttelse af prøvegraven, samt dens taktiske evner i egne angreb og ved rævens modangreb. Der tildeles 0 point i ”taktik og bevægelighed” til hunde, som ikke giver ræven mulighed for at springe. Hunde, som opnår 0 – 9 point i ”jagtlyst og mod” tildeles 0 point i ”taktik og bevægelighed”. For at opnå 15 – 25 point i ”taktik og bevægelighed” skal hunden mindst have 3 selvstændige angreb.
Bedømmelseskriteriet ”helhedsindtryk” er en samlet vurdering af hundens anvendelighed til praktisk gravjagt på ræv. Der tildeles 0 point i ”helhedsindtryk” til hunde, som opnår 0 – 9 point i ”jagtlyst og mod”. Såfremt hunden ikke viser taktiske evner, tildeles 0 point i ”helhedsindtryk”.
Der kan maksimalt tildeles 44 point i alt til hunde, som ikke opnår 15 point eller mere i ”jagtlyst og mod”.
Dommerens afgørelse kan ikke ændres.
|
|
Gravjagtprøve |
|
Jack Russell Terrier Danmark |
