



|
Jack Russell Terrier Danmark |
|
Væddeløb |
|
Formål Væddeløb med Jack Russell Terrier er til ren fornøjelse både for hundene og deres ejere. Resultater fra væddeløb må på ingen måde have indflydelse på udvælgelse af avlshunde.
Generelle bestemmelser Det er på alle måder på eget ansvar og risiko at lade sin hund deltage i denne disciplin.
Udstyr m.v. Banen skal være 45 - 70 m lang (60 m anbefales) og kan være med eller uden forhindringer. Banen skal være lige og nogenlunde jævn med en bredde på 2 – 3 m.
Startboksen skal være med 4 - 6 adskilte bokse af tilpas størrelse for op til 38 cm høje JRT.
Mållinjen markeres med halmballer eller andet blødt materiale med et ca. 20 cm bredt og ca. 35 cm højt hul i midten.
”Kaninen”, som hundene løber efter, består af et stykke pels, der trækkes af en snor i banens længde og gennem hullet, som markerer mållinjen.
Bag mållinjen er der et 4 – 5 m langt indfangningsområde.
I løb med forhindringer skal hundene passere fire eller flere spring med mindst 6 m indbyrdes afstand. Den sidste forhindring skal være mindst 9 m fra mållinjen. Forhindringernes højde er maks. 20 cm og 40 cm i klasserne for henholdsvis unghunde og voksne.
|



|
Regler Det er et ufravigeligt krav, at alle deltagende hunde skal bære mundkurv af en type som forhindrer at de kan bide hinanden. Ottetals mundkurv kan ikke godkendes. Hunde, som uanset af hvilken årsag ikke bærer mundkurv ved løbets afslutning, vil blive diskvalificeret.
Straks efter hundene er placeret i startboksen, skal hundeførerne gå til mållinjen og være klar til at indfange hundene efter løbet.
I løb med forhindringer (spring) vil en hund, som løber uden om en eller flere forhindringer, blive diskvalificeret.
Hvis en ”kanin” bliver fanget eller kommer uden for banen, eller dens bevægelser i øvrigt medfører, at en eller flere af de deltagende hundes fremdrift sættes tilbage, kan dommeren give ordre til omstart.
Den første hund, som kommer ud på bagsiden af hullet, der markerer mållinjen, vinder det aktuelle løb. Det er ikke nødvendigvis den samme hund, som først når frem til hullet, der markerer mållinjen.
Hvis der stiller flere hunde, end der er startbokse, i hver klasse, opdeles klassen i en serie af løb med afsluttende finale.
Dommerens afgørelse kan ikke ændres.
Klasseopdeling Det er optimalt at opdele løbene i følgende klasser, men dommeren kan frit ændre på klasseopdelingen afhængig af antal tilmeldte hunde.
· Unghunde (6 - 9 måneder, under 31 cm) · Unghunde (6 - 9 måneder, over 31 cm) · Unghunde (9 - 12 måneder, under 31 cm) · Unghunde (9 - 12 måneder, over 31 cm) · Hanner (1 år eller ældre, under 31 cm) · Hanner (1 år eller ældre, over 31 cm) · Tæver (1 år eller ældre, under 31 cm) · Tæver (1 år eller ældre, over 31 cm) · Veteraner (6 år eller ælder, under 31 cm) · Veteraner (6 år eller ældre, over 31 cm)
Gode råd Du kan træne din Jack Russell Terrier med en ”kanin” (pels, strømpe eller lignende), som er bundet til en 1 – 3 m lang snor og en stang af samme længde som snoren.
Ved at tirre hunden med ”kaninen” kan du få den til at løbe efter ”kaninen”. Lad hunden fange ”kaninen” ind imellem, så den får en god oplevelse og bliver rigtig tændt. Gentag denne leg i forbindelse med den daglige motion.
Når hunden er blevet tændt på at løbe efter kaninen, kan du begynde at trække kaninen over små forhindringer. Hunden følger hurtigt efter.
Vend din hund til at gå med den mundkurv, som skal anvendes i forbindelse med alle væddeløb.
Den bedste øvelse er at deltage i et rigtigt løb. Du skal ikke blive skuffet, hvis din hund sidder tilbage i startboksen eller løber i den forkerte retning, første gang den deltager i et rigtigt løb. Jack Russell Terrier er kloge og finder hurtigt fidusen.
Lad din hund se på nogle af de andre hundes væddeløb. Det lærer den meget af og bliver tændt, til den selv skal i startboksen.
Grib straks ind hvis din hund starter slagsmål. En hund, som starter slagsmål i forbindelse med væddeløb, vil blive diskvalificeret.
Få din hund nedkølet efter hvert løb og tilbyd den rigeligt med vand at drikke.
|